3. S, 1963 Nakskov Gymnasium

2003, 40 års jubilæum hos Kirsten Skotte


Egon, Kirstens mand, tog dette billede, der også ses på forsiden. Fra venstre ser du Birgit Frederiksen, Bodil Beier, Kirsten Skotte, Malene Kalkar, Helle Hansen, Peter Brinch, Niels Christiansen, Birthe Bræstrup, Palle Tørnqvist, Karen Lisbeth Schwörer, Gerda Rasmussen, Maja Mørup og Hanne Ørvad.


"Jamen, du ligner jo dig selv"

En varm, uforpligtende og smittende gensynsglæde bredte sig over Kirsten Skotte Sørensens græsplæne uden for det gule hus på Nybrovej i Lyngby. "Jamen, du ligner jo dig selv", var et hyppigt udbrud, da 3 s'erne så hinanden an - ofte efter 30, 15 eller 10 års forløb. Enkelte havde ikke set hinanden siden de turbulente dage efter studentereksamen i Nakskov i sommeren 1963.

Den gang syntes vi, at det var imponerende af 40-års jubilarerne, at de var i stand til at møde op i aulaen på Byskolen trods alderens tyngde og det åndelige og fysiske forfald, de måtte være præget af. De gik og stod ved egen hjælp - de, som endnu var i live.

Nu gik vi omkring og omfavnede hinanden, som vi vist nok kun havde gjort ved specielle og særligt festlige lejligheder i "de glade tressere". Vi var i live. Vi var friske, syntes vi. Åndeligt på toppen og fysisk velbevarede.

Så blev der bygget nogle broer hen over de 43 år. Hændelser og begivenheder blev sat på plads af fælles erindringer og føjet ind i det lange tidsrums sammenhæng. Et både nutidigt og fremadrettet tilbageblik.

13 af klassens 20 elever var mødt op efter Kirstens invitation. Seks piger og en enkelt dreng manglede vi. Men der var kontakt med alle fra klassen.

 

Egon Sørensen, som Kirsten er gift med, sørgede sammen med deres søde tvillinger for servering og fotografering af hele forsamlingen med en halv snes apparater. Øvrige billeder er taget af Palle.

Ses vi igen i 2013?